©2019

Search
  • Mads Lundager

Personlighedens fysik - at navigere i et tomrum


Af alle forestillinger om verden som det 20. Århundrede efterlod os, var relativitetens indsigt den vigtigste og den vanskeligste.

Her sigter jeg i hovedsagen til de forståelsesmæssige problemer, der knytter sig til værdirelativismen, ikke til spørgsmålet om Einsteins relativitet. Lad os dog låne billeder fra naturvidenskaben til at beskrive det alt-for- menneskelige dilemma, som relativismen lander mennesket i. Hvilken situation befinder et menneske sig i, når ’alt fast er forduftet’?


Med min mangelfulde træning i de hårde videnskaber i mente, så konciperer jeg Einsteins verdensbillede på følgende måde: Et legeme er et felt af energi, der falder frit gennem ’tid og rum’ – idet disse dimensioner bliver til i ’bøjningen’ af de energetiske felters 'baner' i relation til hinanden. Hvad her springer i øjnene, er den omstændighed, at Ontos, det værende, bliver til i en relation – intet findes således i sig selv, men kun som en variabel i dens forhold til noget andet.

Forestil dig en partikel, der ikke findes i relation til andet end sig selv – den er hverken bundet af tid og rum, men kan være alle steder på én gang, antage alle former i sit eget selvforhold.


I filosofisk henseende var dette genialiteten i Kierkegaards ofte citerede ’Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv.’ som det hedder blandt de indledende sætninger i Sygdommen til Døden.

Søren K. var gennem alle sine sproglige, sirlige knuder den første til at åbne det uvisses afgrund under det moderne menneske, der troede, at det kunne stille sig på fast fod i verden og derfra beherske den med sine fikse idéer.


Lad os således slå fast, at hin enkelte i de sidste to århundreder har befundet sig i et frit fald gennem en uformelig verden, hvor alt det forsøgte at ophøje til værdier – Romantikken, Fremskridtet, Borgerdyden, Naturalismen, Kunsten, Samfundet, Racen, Videnskaben, Velværet, Selvrealiseringen – alle disse var forstillede forestillinger, flygtige holdepunkter en bange abe måtte gribe til som den deltog i udviklingen af en verden, der var vild og fremmed og ødelæggende for den og i sidste ende efterlod den lige så bange og nøgen, som den var i begyndelsen – på kanten af junglen, tvunget ud på Savannens sultne slette.


Bemærk her en underliggende figur: Alting opererer samtidigt på et minimum af tre planer, der sidder tre dybe traumer i dit individ – et kosmogenetisk, et ontogenetisk, et fylogenetisk. Anderledes formuleret kan dit liv rumme tre niveauer af misforhold: Problemer, der skyldes du eksisterer; problemer, der skyldes du er menneske; problemer der skyldes du er dig. Analyseplaner er kun adskillelige i tanken. Det centrale problem er, at både universet, arten og individet mangler givne definitionsmarkører – det er omformelighed uden form, plasticitet uden identitet. Hvordan kan noget være til, hvis man ikke aner, hvad det er til?


Sædet findes i Sjælen. Her påstår jeg netop, at Sjælen er forholdet bag forholdets forholden. Jeg ser ingen grund til at udskifte det tidløse begreb ’Sjæl’ med noget mindre betydningsfuldt og stiller det synonymt med Selvet med stort. Geografisk og historisk er den moderne verdens dogmatiske materialisme, som den blev seriefremstillet i skolesystemet og fodret ind i folk gennem nyhedskanalerne, alene i en opfattelse af mennesket som kød alene. Det er korrekt, at der findes visse radikale buddhistiske forestillinger, der vel nærmest kan beskrives som metafysisk nihilisme. Det er korrekt, at der ledsagende disse opfattelser følger en række ’erkendelsesfrie’ bevidsthedstilstande, der i lineært sprog bedst kan gengives: ”’Jeg’ er ’min’ ’radiator’ ’og’ ’stjernerne’ ’på’ ’himlen’ ’og’ ’myren’ ’i’ ’skoven’ ’og’ er ikke.” Det er et behageligt og overordentligt bekymringsfrit sted at opholde sig, men man må uafvendeligt enten krepere eller igen træde ind i symbolernes formverden for at eksistere.


Sjælen er altings begyndelse. Stillet frit i en verden uden indhold, da deler den sig i to og begynder sin lange, lattermildt lidende dans gennem rum, ting tanke.


Øjeblikkets mirakel er Sjælen der føder sig i tingenes rigdom under tankens direktiv. Livet er eks- og implosioner bevæget med åndedrættets taktstof, øverst sidder et barn og ler over en edderkop, der spinder. De har to kunster at skænke en forvokset verden:

”Hvordan tænke?”

”Hvordan ånde?”